Om kirken
Når mennesker hører navnet Frederiksberg, synes der at være en tendens til, at bevidstheden koncentreres om kommunens centrum: Frederiksberg Alle, Pile Alle med Runddelen og Frederiksberg kirke, Frederiksberg have, Søndermarken og Bakkehuset, Frederiksberg Rådhusplads, Falkoner Centret og Frederiksberg Centret, brandstation, bibliotek og domhus: På en gang en gammel landsbyidyl og et velfriseret moderne bycentrum.
Anderledes blandet forholder det sig med Skt. Markus sogn.
Her er næsten hele den oprindelige landlige idyl borte. Og der har aldrig nogensinde fundet en overordnet planlægning af området sted. Det er en rodebutik, et stykke middelklasseklondyke, hvis lige næppe findes i Danmark: Bevæger man sig nordpå til indre Nørrebro (Sorte Firkant), er de fleste ejendomme saneret og erstattet med nye, der er mindst lige så kedelige. Bevæger man sig østpå over Søerne til den indre by, er alt efterhånden blevet meget poleret med gågader og nye flisebelægninger. Sydpå ligger Vesterbro, som snart er gennemistandsat og omskabt til eksklusivt boligkvarter for velhavere. Og endelig vil man, hvis man bevæger sig mod vest ud på den anden side af Landbohøjskolen, stort set kun møde velordnede karreer.
l Skt. Markus sogn hersker der til forskel herfra uindskrænket "den maleriske uorden, der er et særkende for Frederiksberg". l sognet findes hulter-til-bulter stort set alt, hvad man kan forestille sig: Et forsikringspalads, en kæmpehal, store både gamle og nye skole- og kontorbygninger, fornemme patricierlejligheder, gamle etageejendomme af vidt forskellig standard, grimme boligsiloer af beton, spændende baggårde med værksteder og mindre virksomheder, små og store villaer med smukke haver, uddannelsesinstitutioner, præmieret funkisbyggeri, et utal af daginstitutioner og meget, meget mere.
Årsagen hertil er først og fremmest, at området var det første, der blev bebygget efter voldenes fald: Her kunne fabriksejere og håndværkere, boligspekulanter og villaejere stort set boltre sig frit i en årrække. Men dette afbalanceredes af en bevidsthed om Frederiksberg som en "have", et alternativ til byen. En tanke, som styrkedes ved, at Frederiksberg i 1857 blev en selvstændig kommune.
Og endelig betød det nok meget for kvarteret, at det i 1858, da Landbohøjskolen flyttede fra Christianshavn til dens nuværende placering, så at sige blev lukket inde. Det medførte, at alle de former for dynamik, som hang sammen med, at Københavns gamle rammer blev sprængt, kom til udfoldelse på en gang på dette begrænsede område.
Næsten ligegyldigt hvilket felt man vælger at undersøge, har Skt. Markus sogns område været motor for udviklingen på Frederiksberg.
Fra "Skt. Markus kirke, Frederiksberg 1902-2002, En krønike i ord og billeder"
